Breathe. Think. GO!

Posted by bornemannfsa on 29. juni 2013 · Skriv en kommentar

En af de mest betydningsfulde sætninger for mig, denne sommer. “Breathe. Think. GO!” Og det betyder hvad?

At når jeg står over for en opgave, en udfordring, midt i en lortesituation, eller bare skal gøre noget der kræver lidt ekstra, så træder jeg mentalt et skridt tilbage. Får ro på vejrtrækningen. Tænker over hvordan jeg vil ‘knække den’. Gør det!

Kunne jeg bruge det til Urban Evolutionrace? Yep! Fik jeg brug for det, til The Sprint? Yep again! Var det absolut afgørende for at jeg gennemførte The Warrior i god stil? Oh YES!

For bare et par måneder siden, virkede det ærligt talt som en lige lovlig stor mundfuld, først at løbe Cph Marathon d. 19. Maj, deltage i Urban Evolutionrace 1. Juni, og så trække vejret en uges tid, inden Nordic Race d. 8. & 9. Juni. Det var det også. Ingen tvivl. Og næste år gør jeg det ikke på samme måde. Næste år bliver uden marathon, og måske (måske!), kun med det ene Nordic Race. For det gik hårdt ud over mine knæ – så hårdt at det hæmmede mig i de sidste to – og det kommer ikke til at ske næste år. Der er jeg helt klar!

Nordic Race var en helt vild oplevelse for mig i år. Det er første gang nogensinde, jeg har været med til sådan noget, og jeg har været så meget i tvivl undervejs i træningen, om det mon alligevel var mere end jeg kunne gabe over. Havde jeg været overmodig? Var jeg faktisk så fit og så sej, som jeg skulle være, for at kunne gennemføre den række af løb?

Ja, det viste det sig jo så, at jeg var – men jeg havde den onde lyne mig også kæmpet hårdt for at nå dertil! Fysisk, ja bevares – men i særdeleshed mentalt, var der lagt meget arbejde. Og det var her “Breathe. Think. GO!”, blev født.

Jeg fik brug for den allerede første dag på Nordic, da jeg skulle med hovedet først, på maven gennem et rør, ned i en sø. Jeg er først for ganske nylig begyndt at arbejde med min vandskræk, og begynder efterhånden at komme igennem de begrænsninger sådan noget sætter. Så det var lige noget jeg skulle få ro på, inden jeg gjorde. Ude i søen var der nogle tønder (3 rækker), jeg skulle under. Jeg havde ventet dem dagen efter – til The Warrior – men de kom lidt bag på mig her. Så jeg tog mig selv i at stå og overveje, om jeg kunne komme uden om dem. Jeg skulle jo alligevel gøre det dagen efter, så hvad betød det…? Aj stop! Nu er du her, i morgen er længere, hårdere – nu gør du det bare, så er der ro på det i morgen. Så jeg trak vejret. Huskede på at jeg jo faktisk kan holde vejret 30 sek under vand, og at det max ville tage 5 at komme under og op igen, for hver række. Og så afsted med mig. Under, og op – og igen – og igen. Og så havde jeg vundet. Over mig! Min hårdeste konkurrent.

Dagen efter var der flere steder hvor jeg virkelig skulle hive frem hvad jeg havde af mentale ressourcer, ting fra coachingen med Thomas, som jeg kunne bruge, og erfaringer fra dagen før, ugen før – og sørme også fra marathon. Der var virkelig meget af det løb der blev gennemført oppe i hovedet, og hold op hvor var det en kæmpe stor sejr at nå i mål d. 9. juni. På dagen tvivlede jeg ikke et sekund på at jeg ville komme hjem – jeg havde slet ikke med i rygsækken, at jeg kunne stoppe og give op (desuden har jeg ingen retningssans, så det meste af tiden anede jeg jo ikke hvor jeg var, og slet ikke hvilken vej jeg skulle gå for at komme hjem, så uanset hvad, var ruten min bedste mulighed for at komme hjem igen…), og mens jeg var i det, krævede det ind imellem en hulens helvedes masse overvindelse, men det var jo for pokker også det jeg var kommet for!

Der var nogen der kom for at vinde den dag – for at komme på podiet. Og nogen gjorde, og nogen blev skuffede. Jeg kom for at vinde – over mig selv.

Jeg vandt!