Nice Ironman var kun begyndelsen

Den 30.11 2008 sad jeg med de ondeste tømmermænd i min sofa, og tænkte at nu skulle al det fest og ballede simpelthen være slut. Jeg ringede til Kim Greisen og spurgte om jeg kunne lave Nice Ironman 7 mdr senere – svaret var ja, og 10 min efter var jeg tilmeldt, uden at have nogen ide om hvad jeg havde kastet mig ud i.

To dage efter skulle Kim og jeg lave en løbetest. Det gik egentligt udmærket og jeg havde fået blod på tanden.

Så startede jeg med at svømme – lå alene og trænede, og kunne knap svømme 25 meter crawl, før jeg virkelig kunne føle, at jeg var ved at kaste mine lunger op. Det var den vildeste udfordring at blive ved med at svømmetræne, da jeg virkelig stank til det.

Så efter 3 ugers selv-undervisning måtte jeg indse, at det kunne jeg ikke klare selv. Så jeg hyrede en privat svømmetræner, og så begyndte det at hjælpe på det hele.

Min gode ven Anders fortalte mig, at det tog 3 måneder, så ville jeg kunne svømme 1000 meter crawl i træk – ja ja, det siger du!

2 måneder og 3 uger efter svømmede jeg 1000 meter i træk. Den vildeste optur.

Min form var ok, da jeg løbende underviste i spinning, men jeg havde kun cyklet ude 3 gange i 2008, så jeg var ikke i top form, kan man rolig sige. Løbet var straks værre. Jeg fik løberknæ, og det betød at jeg aldrig kunne løbe meget længere end 4-7 km, før det gjorde ondt, og jeg måtte stoppe. Det vil sige, at jeg kronisk kun trænede 4-7 km løb i hvert løbepas. Ikke specielt motiverende, men jeg blev ved.

Ellers kørte det der ud af – min form blev bedre og bedre, og min vægt faldt og faldt. Jeg gik fra 96 kg i slutningen af november, til ca. 88 kg på race day, den 28. juni 2009.

Så kom race day! Det var super hårdt at svømme – cyklingen var 20 km lige ud først, og så 50 km op af bakke. De sidste 20 km op var 6-9% stigning – pænt dum ide at starte med Nice Ironman i øvrigt!

Da jeg startede løbet, måtte jeg ned og gå efter KUN 400 meter !! Det var en pænt uheldig start, men pludselig fik jeg gang i stængerne, og løb indtil jeg ramte 27 km, hvor jeg igen var presset. Heldigvis mødte jeg Brian Overkær – han gav mig en redbull og en håndfuld vingummibamser og det hjalp gevaldigt – jeg fik vinger og fløj afsted, og kom i mål efter 13 timer 43 min. Ikke en super præstation, men det var det vildeste for mig, indtil ca. 5 minutter efter jeg havde krydset målstregen.

Så blev jeg dårlig, svimmel og troede jeg skulle besvime. Jeg måtte få Kim til at følge mig pænt over til lægerne, hvor jeg fik drop, og 10 min efter var jeg på vej til Nice Hospital med saltmangel og væskemangel. De 32 graders varme havde fået skovlen under mig big time.

Jeg blev udskrevet dagen efter, og kørte så direkte hjem sammen med mine to venner Brian og Morten, som var det bedste heppekor man kunne forestille sig.

Det blev starten på min tri ”karriere”, og efterfølgende  havde jeg en snak med Brian Overkær, hvor vi blev enige om, at vi skulle lave et hold i fitness dk, som trænede mod ”Challenge Cph” – en Ironman i Kbh den 15.8.2010.

Der kom 145 til holdet (vi havde håbet på 40-50), 125 købte start nummer, 112 stillede til start, 112 kom i mål.

Den energi man får fra sådan en målrettet gruppe, gør at man gider bruge 2 timer i snit om dagen, på frivilligt arbejde for dette hold. Det er helt fantastisk.

I år er vi lige knap 450 på holdet, og der er stadig en super fantastisk stemning.

I 2010 kørte jeg også Lanzarote Ironman, og selvfølgelig Copenhagen Challenge.

2011 bliver det til Abu Dhabi (3, 200, 20), Lanzarote Ironman, Copenhagen Challenge og måske La Marmote (et sygt sygt cykel motionsløb i Frankrig).

Så mit liv tog en voldsom drejning den 30.11.2008, da jeg besluttede mig for at gå ind i det her. Klart til det bedre. Jeg vejer nu 79 kg, har overdrevet meget mere energi, og meget mere overskud.

Jeg kan tonse for vildt rundt på kælkebakken, med min 7 årige søn, i flere timer, uden at det rør mig, jeg har overskud til at komme ud og løbe, selvom det er -6 grader, og sådan kan jeg fortsætte.

Nye mål – ja, der kommer nok mange. 2012 står forhåbentligt på en tur op på Mt. Elbrus (5642 m. i Kaukasus), og så er en triple Ironman under overvejelse, men nu må vi se. Jeg kan nok godt lokkes, kunne man tænke sig.