Kampen for musklerne

 

Og hvilken kamp! Spis – træn – spis mere – træn hårdere – og sørg for at få nok (og god!) søvn. Og få så lige ind i hovedet, at det er okay at fedtprocenten går op – for en tid. Det lyder måske umiddelbart ikke af noget, men især det med fedtprocenten, og mængderne af mad, havde jeg svært ved at vænne mig til, og der er dage hvor det eneste jeg ser i spejlet, er uklædelige buler her og der, lidt for store bryster og for meget på maven. Puha… Heldigvis er der også dage hvor jeg primært ser de efterhånden større muskler, der visse steder på kroppen godt kan anes under ‘dynen’ (fedtet…). Med andre ord, så er den mentale dagsform bestemmende for spejlbilledet,  jeg kan således ikke stole på  hvad jeg ser fra dag til dag, og derfor besluttede jeg mig for at få det synliggjort og dokumenteret – og så lavede jeg en aftale med Thinna, som er den fotograf der kommer til at følge mig, med sit kamera, i kampen for musklerne – og i kampen mod fedtet, når den begynder. Og det gør den om 6 uger.

Men først billeder mens styrketræningen er tung tung, og det daglige kalorieindtag er…. Højt! Højt betyder ca. 2500 kcal om dagen. Og fedtprocenten, den følger med. Ja.

Den første gang Thinna var med til træning, havde jeg dagen før, fået målt fedtprocenten – 30, sagde maskinen. 30!! ‘Øhm… Hvor gemmer du de dér 30%? Inde på maven, eller hvad? For jeg kan ikke lige få øje på dem…’ , sagde træneren, og kiggede op og ned af mig og min lidt løse t-shirt, den dag jeg havde fået lavet målingen (d. 9. Januar).  GEMMER DEM??? Hvad er det du ikke kan se? De dér 30% er sgu da over ALT! ….. Men jeg beherskede mig. Smilede til den søde mand, og sagde ‘Det ved jeg virkelig ikke, men når jeg skal spise så meget mad, vil jeg også have noget for kalorierne’, og så satte jeg lidt ekstra vægt på benpres maskinen. Mere mad =mere energi =tungere vægte. Bum. Heldigvis er vi enige.

Så altså, sådan her så jeg ud d. 10. januar, med en fedtprocent på 30 og  en kampvægt på 64.5 kg. 

Og kampen for musklerne er stadig i gang. Næste gang Thinna skal med til træning, er om ca. 5 uger – umiddelbart inden kampen mod fedtet begynder, og diæten skydes  i gang.

 

 

 

Skriv en kommentar