Headstrong

Jeg kan alt – det siger min træner. Med den mentalitet og viljestyrke jeg har, kan jeg alt – hvad jeg vil. Okay.

Headstrong – viljestærk. Stædig vil nogen sige, men det får så nemt en negativ klang, så jeg holder mig til viljestærk – og viljestærk, er det jeg er. Eller noget af det jeg er. Som alle andre mennesker, har jeg jo mange egenskaber og karaktertræk, og forskellige egenskaber og karaktertræk kan være mere eller mindre fremtrædende i forskellige perioder af ens liv. Det er der for så vidt ikke noget særpræget i.

I de senere år har min stærke vilje været en af de ting, der har været særligt fremtrædende. Den vilje er blevet brugt til forskellige ting og sådan vil det fortsætte med at være. I foråret 2009 brugte jeg den til at gennemføre mit første halvmaraton, gennem det seneste års tid har den fået mig i bedre fysisk form – de sidste fem måneder mere end nogensinde – og i løbet af det næste år vil min stærke vilje hjælpe mig med at komme i mit livs form, løbe mit første marathon og gennemføre et triathlon. Og så er der de kropslige mål – en historie helt for sig selv.

Den her sommer fik jeg en ret tumpet skade – jeg trådte forkert på et trin og fik et delvis overrevet ledbånd i ankelen ud af det – og det hylede mig et kort øjeblik fuldstændig ud af den. Hvad nu med halvmarathon i september? Hvad nu med personlig rekord på 10 km i august? Det måtte vente, for ankelen var ikke til noget som helst i et stykke tid. Jeg kom faktisk ret hurtigt – og stærkt – tilbage fra skaden, ved hjælp af et effektivt samarbejde mellem føromtalte viljestyrke og min personlige træner. Jeg er aldrig før kommet så godt gennem en skade – og jeg har haft mange.

Viljestyrke handler om ind imellem at gøre noget man ikke rigtig har lyst til – nu havde jeg f.eks. meget lidt lyst til at ‘køre’ armcykel i min skade-periode (den maskine er lavet nede i helvede, og der er ingen formildende omstændigheder) – men den var effektiv og et brugbart alternativ til inaktivitet, så… Det handler også om at gøre noget der simpelthen er for hårdt, og til tider noget der virker helt uoverkommeligt – fordi det bringer en tættere på et mål man har sat sig. Men det handler også om at lade være med at gøre noget man har  rigtig meget lyst til. Det lyder eddermanme ubehageligt og unødvendigt – og lidt dumt. Det er bare ofte det der skal til, for at nå de mål vi sætter os i livet. Forskellige mål kræver forskelligt af os – spørgsmålet er, om vi er villige til at gøre det der skal til? Og ikke altid bare ‘gøre vores bedste’? Er det vigtigt nok?

Der er kun en, der kan tage den beslutning. Du ved selv hvem.