F for FUUUCK!!

… eller L for ‘Løberknæ’ – eller slet og ret ‘Lort!’

Hvad taler jeg om? Marathon. I sidste weekend. Og jeg var klar – SÅ klar! Hver en celle i min krop var spændt til bristepunktet, jeg skulle bare afsted. Det skulle være mit ‘moment’ – det var nu jeg skulle vise hvad jeg kunne.

Jeg var velforberedt – til fingerspidserne, skulle jeg hilse og sige. Der havde været kriser, forhindringer og optræk til små og store skader undervejs i træningsforløbet, men det hele skulle nu være overvundet, og den mentale forberedelse var der også styr på. Marc og jeg havde været igennem alle skrækscenarier og fundet løsninger på samtlige forhindringer og kriser, der kunne opstå på turen. Troede vi.

Men der var en ting vi ikke havde talt om – og som vi begge to har undret os over efterfølgende, at vi ikke havde haft oppe og vende – min gamle knæskade. Den der i første omgang fik mig ind ad døren i Adelgade, og et års tid senere fik mig til at opsøge Marc. Løberknæet.

Så da det begyndte at gøre ondt ‘det der sted’ hvor det ikke måtte gøre ondt, efter bare 5 km, sprang min puls et par slag over. Shit, hvordan havde jeg kunne glemme det? Så længe var det heller ikke siden jeg havde haft lidt med det… Nå… videre. Ved 10 km gjorde det for alvor ondt. Der er langt fra 10 til 42, 195 km. Ved 14 km var jeg ved at være desperat og ved 17 km tog jeg smertestillende piller, som var i lommen til brug ved evt. ‘come-back’ af nyligt repareret baglårsskade. Jeg vil godt understrege, at pillerne var min idé, ikke Marc’s. Det var det valg jeg tog – stik mod alle fornuftige anbefalinger. Anyway – de hjalp ikke, og det venstre knæ var også under pres nu. Det gjorde viljestyrken heller ikke. Tanken om målstregen? Nope.

Så ved 22 km var jeg klar over at jeg måtte tage en beslutning. Vi var ved at være tæt på start/mål området, og skulle jeg stå af før tid, var det det eneste sted der gav mening. Jeg tænkte på konsekvenserne ved at fortsætte. Ved at stoppe. Jeg tænkte på hvad Marc ville have sagt, og jeg kunne høre ham sige to ting: “Tænk på målstregen. På alle de timer du har trænet, knoklet og kæmpet. Koncentrér dig. Kom nu!” og “Du kan godt gennemføre, Line – måske også under 4 timer – men du vil ikke være tilfreds bagefter. Du vil til gengæld være skadet, og måske i rigtig lang tid. Men hvis du synes dét er en god idé, så skal du da bare løbe videre…”

Det første ved jeg han ville sige, hvis der var tale om trætte ben, kramper, ømme lår, ømme fødder, almindeligt piveri – alt andet end en skade. Det andet… viste sig at være det rigtige.

Den sidste km jeg løb, kæmpede jeg med stærke smerter, et knæ næsten uden bevægelse, en stor klump i halsen. Og tårerne, der brændte under øjenlågene. Ved 23 km vidste jeg det var slut. Da jeg stoppede begyndte jeg at græde. Og bande!! Af skuffelse. Af vrede. Af frustration. Smerte? Ja, selvfølgelig – men det var skuffelsen der fik tårerne til at løbe ned af mine kinder.

Jeg kom tilbage til start/mål, humpede hen til Fitness dk’s telt og blev mødt af søde og omsorgsfulde mennesker, men jeg ville bare hjem, så jeg fandt mine ting og smuttede hurtigt igen. Et par korte sms’er til folk der skulle opdateres, et par beskeder til nære venner og familie, der ville være i målområdet og tage imod mig, når jeg havde gennemført (!!), og til Marc selvfølgelig. Og så hjem til Ipren, proteinshakes og mere tuderi. Så gik dagen med det…

Hen imod aften vendte modet og viljen så småt tilbage. Og opbakningen fra venner, familie og folk der har fulgt med i mine forberedelser, var helt sikkert medvirkende til at jeg genvandt troen på mig selv så hurtigt.

“Du er jo vanvittigt sej anyway” – Mathilde 16 år. Når en teenager synes man er sej, så ER man det!

”Jeg synes du er så pissefuckingsej at jeg mangler ord. Du er en inspiration og sejren til dit næste maraton – for der kommer mange – bliver blot endnu større. The sky is the limit, du har bare taget et kæmpe skridt i dag. Rock on you!!!”  – Anne. Så skøn veninde, der altid hepper på mig og minder mig om at jeg har noget at give til andre, når jeg lige glemmer det et øjeblik.

”Op med humøret og vær stolt af hvor langt du er nået – det er jeg i hvert fald J” – Marc.

Så jo, jeg var slået ud – havde jeg ikke været dét, havde det ikke været vigtigt nok for mig – men ikke så længe, for der er jo nye mål nu og her, og Copenhagen Marathon igen næste år, og det jeg har opnået i løbet af det seneste år, kan jeg under alle omstændigheder godt være stolt af.

Der ER kun en vej, og det er fremad. Så da jeg mødtes med Marc mandag aften, var jeg allerede i gang med at forme sommerens målsætninger inde i hovedet. Vi talte selvfølgelig søndagens løb igennem. Jeg havde brug for det, og Marc ville gerne vide hvad der var gået galt, hvornår, hvordan osv – og hvad der var gået godt, hvad havde virket, hvad kunne vi se på til næste gang. Og så talte vi naturligvis om følelsen af fiasko, om at intet er spildt, om at jeg er en succes og at jeg skal huske på det, og om at det var det rigtige jeg gjorde, da jeg stoppede. Men mest talte vi om fremtiden – kortsigtet og langsigtet. Sommerens mål, efterårets og næste forårs. Og vi gik i gang med at planlægge. Det er sådan noget jeg har brug for – handling. Så jeg kan rejse mig op og komme videre.

Og ja, vi er allerede i gang igen. Der er fuld knald på min elskede styrketræning, jeg kan cykle og fyre op under forskellige former for cardiotræning – og løbe lidt, men kun lidt, og forsigtigt. Det skal nok komme. Vi er i gang.