Løbeteknik og 3 km test – 1. fællestræning med eliteholdet

Hvor var det fedt! I dag var første rigtige fællestræning med Elite løbeholdet i fitness dk. Når jeg siger ‘rigtige’, er det fordi vi, i onsdags, havde infomøde i Adelgade, med en lille løbetur, løbeleg og informationer om forløbet og præsentation af instruktørerne, der vil følge os tæt og hjælpe os hver især med at nå vores mål. Det var et fedt infomøde, og engagementet hos instruktørerne var ikke til at tage fejl af, så jeg begyndte bare at glæde mig endnu mere end jeg gjorde i forvejen – og det siger ikke så lidt.

Så i dag var det første rigtige fællestræning. Vi mødtes i receptionen i Adelgade, havde navnerunde, hvor vi lige kort præsenterede os selv, vores træningserfaring og vores mål. Og så afsted til Kastellet (et af mine yndlings-løbesteder, så juhu!). På Kastellet startede vi med nogle teknikøvelser og opvarmning. Fedt med teknikken – jeg kommer til at lære ting på det her hold, jeg aldrig selv havde tænkt på! Og pludselig var der ting, der gav mening for mig, på en ny måde – som f.eks. hvorfor mange af de løbere, der har overhalet mig til de løb jeg har deltaget i, ser ud til næsten at sparke sig selv i måsen. Nå ja, og deres løbestil i det hele taget. Det er åbenbart alt sammen teknik, der hjælper én med at løbe bedre og hurtigere – aha, det vil jeg også lære.

Men teknik og opvarmning fik en ende, og vi løb op på volden, hvor vi skulle løbe 3 km så hurtigt vi kunne. Ud fra vores tid, vil instruktøren så kunne beregne hvad vores marathontid vil blive, hvis vi vel at mærke passer træningen (!), og han vil kunne vurdere hvilket træningsprogram vi skal kaste os over. Alt det sender han en mail om, når han har haft tid til at sidde og se på det hele.

For nu, kan jeg fortælle, at jeg løb de 3 km på 13:42, med en 1500 m mellemtid på 6:45. Om en måned, når vi gør det igen, skal tiden sige 12:noget.

Det var super fedt at komme i gang, og de andre på holdet virker vildt søde og meget motiverede. Vi kommer med meget forskellige forudsætninger, og har også forskellige mål. Nogen vil løbe marathon, nogen vil løbe halvmarathon, nogen vil forbedre deres tid på enten marathon eller halvmarathon, nogen ønsker sig en løbeglæde og en enkelt havde løbet et par 10 km løb her i sommer og var kommet til at sige noget om marathon, og så havde hun fået et startnummer foræret – så fangede den li’som. Men fælles for os er, at vi er der fordi vi har et specifikt mål med vores løb, det giver en speciel følelse af samhørighed og fællesskab – vi kan jo kalde det holdånd. Det ord kan jeg godt lide.

Nu kan jeg bare næsten ikke vente til på onsdag, når vi har næste træning. Jeg glæder mig til træningen, og til at se de andre. Det bliver så godt, det her!

Skriv en kommentar