360˚ personlig træning

En personlig træner er sådan en der hjælper én med noget træning, ikke? Jo, og så er der alt det andet der følger med, hvis man vil. For mig er det i hvert fald gået hen og blevet en 360˚ oplevelse, og inden det kommer til at lyde for frelst, eller på anden måde ”BWADR-agtigt”, så lad mig sætte nogle overskrifter på, for at gøre det lidt mere konkret og lavpraktisk.
  • Karrieren.
  • Kærligheden.

Finanskrise, ikke noget job – f*ck og mere f*ck! Men ikke så længe. I efteråret udløb min projektansættelse i Københavns Kommunes mediacenter, og jeg havde ikke fået noget nyt job jeg kunne starte på dagen efter. Puha.. ikke så sjovt vel… men inden der var gået halvanden måned havde jeg skrevet under på en ny jobkontrakt, og den dag jeg gjorde det, fik jeg også at vide hvorfor de havde valgt mig, når jeg nu ikke lige netop havde den profil de egentlig havde søgt, og i den grad manglede brancheerfaring og en masse færdigheder og kompetencer, som skulle bruges i det job. De havde valgt mig på mit overskud, mit nærvær, min energi og mit drive, og de havde set meget på min træning og hvad den betyder for mig, den disciplin der skal til for at gøre det jeg gør og den viljestyrke jeg gennem mine fysiske resultater, kunne vise jeg havde. Dén havde jeg så ikke lige set komme! Men det giver jo mening, det kan jeg godt se, og da jeg fortalte det til Marc, smilede han bare og sagde, at det jo var et godt eksempel på hvor meget man kan påvirke i sit liv, ved at dyrke motion og leve sundt. Og jeg kan så sige, at det er et meget godt eksempel på hvor stor en forskel en personlig træner kan gøre for én – hvis man vil lade ham.

Tænk at kunne gøre det for andre. Det må jo være noget af det mest livsbekræftende – at hjælpe folk med at få et bedre liv. Det vil jeg også. Jeg har fået det – nu vil jeg gerne give det videre. Men for at kunne gøre det for andre, som Marc gør for mig, må jeg jo have en uddannelse, og man bliver ikke personlig træner på en uge – men der er andre måder at give noget til nogen der vil have det. Som det er lige nu, får jeg masser af reaktioner på det jeg deler med jer, her på siden – de fleste er positive, og mange fortæller historier om hvordan de er blevet inspirerede til at komme i gang, komme videre eller på anden måde tage skridt i en sundhedsmæssig god retning. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan gøre en forskel for andre. Jeg har en træningsmakker, der synes jeg er fantastisk og som kalder mig ’lille stærke menneske’, og som helt klart og tydeligt formulerer og kommunikerer hvor meget jeg inspirerer og motiverer hende, og hvor meget hun får ud af at træne med mig og bruge mig som sparringspartner på træningsplanlægning, kostplanlægning og målstyring i forhold til at nå hendes mål. Hun skulle bare lige vide hvad det giver mig, at vide hvad det gør for hende.

Men så gør dog noget, hvis det er det du vil! Ja, gør noget. I august/september er der et forløb på Instruktørskolens Basis Kursus. Det tager jeg. Det er grundstenen i Instruktørskolens uddannelser og en forudsætning for at blive optaget på eksempelvis Fitness instruktør uddannelsen – med de to kan jeg blive optaget på Personlig træner uddannelsen. Så inden jeg kan blive personlig træner, kan der let gå noget tid, men man skal starte et sted, og i mellemtiden vil jeg blive ved med at give videre og dele ud af alt hvad jeg har, der handler om træning, sundhed, energi og overskud.

Træningsliv = kærlighedsliv – og dog! Selvom der er dem der vil sige, at jeg er ’forelsket i fitness’, eller erstatter ’kæreste’ med ’coretræning’, og at jeg går glip af en masse. Dem om det, og det er heller ikke det vi skal ind på her. Det vi derimod skal ind på, er hvordan træningen har påvirket mit kærlighedsliv. Ikke ved at jeg tabte en masse kilo, blev lækker og så fik jeg en kæreste, for det skete ikke – de første to, jo. Men kæresten… not so much. Men det er da ingen hemmelighed, at flere mænd kigger efter mig nu, end for 16 kilo siden – dels ser jeg bedre ud, og dels er min udstråling markant anderledes, fordi jeg er gladere for mig selv. Jeg retter ryggen på en anden måde nu, jeg ser mere op end ned, og jeg smiler mere – what’s not to like? Right. Men kæresten har jeg ikke fået? Nope. Det jeg derimod har fået, er en åbenhed over for følelser som bl.a. forelskelse og butterflies, som jeg i nogle år har haft det svært med. Jeg har simpelthen lukket det ned enormt hurtigt, hvis jeg bare fangede antydningen af, at ham jeg synes var dejlig, ikke var interesseret. Og jeg har ledt efter de negative signaler – og jeg kan afsløre, at det man leder efter, meget ofte er det man finder. I virkeligheden var jeg vel bare skide bange for at blive afvist og såret. Derfor gjorde jeg for det meste ikke noget som helst.

Det er jeg da stadig – jeg er skrækslagen ved tanken om at ham jeg synes er lidt mere end sød, skal synes at jeg er for kikset, for tyk, for tynd, for ucharmerende eller bare forkert. Forskellen er, at jeg ikke lader det styre mig længere. Så da jeg for et par måneder siden fik et lille crush på en virkelig skøn fyr, gik jeg i noget tid og bare nød følelsen af sommerfugle der holdt fest i min mave, hver gang han smilede til mig, og ignorerede mine rødmende kinder når han så ind i mine øjne. Jeg bekæmpede genertheden med al min styrke og ignorerede at jeg hakkede, stammede og vrøvlede, når vi talte sammen. Og jeg havde det vidunderligt.  Til sidst endte det da også med at tog mig sammen og facede min største frygt – at blive afvist. Og selvom han så ud som om jeg havde bedt ham drikke gift, da jeg foreslog et stille og roligt glas rødvin – og jeg stadig står og bløder en lille smule fra de småskrammer jeg fik, da jeg faldt lidt for ham – så har jeg det okay. Om ikke andet, så føles det i hvert fald godt at have overvundet sig selv – for selv med det mindste crush, har man noget på spil, når man handler på det.

 

Det er i virkeligheden utroligt hvordan ting hænger sammen… Træningen med Marc giver mig ikke bare en bedre fysik, det fører alt muligt med sig, lige fra noget så banalt som at jeg er begyndt at træne i shorts, til at jeg har mere at give til andre, har fået et overskud og en udstråling der positivt påvirker mine karrieremuligheder, er blevet bevidst om at jeg har flere muligheder end jeg troede, og har modet til at gå efter dem. Og fordi jeg har alt det, kan jeg nu oven i købet bedre mærke mine følelser, og nyde dem, og mande mig op til at handle på dem, i stedet for at lade stå til eller løbe væk.

Derfor kalder jeg det 360˚ personlig træning – det påvirker mit liv hele vejen rundt. Og så har jeg ikke engang været inde på hvordan det giver mig overskud til at tackle små og store udfordringer på andre områder – familie, venskaber, de mindre positive reaktioner på min ændrede livsstil og mine ambitiøse mål (for ja, dem er der også, vi lever jo i Danmark…), og hvordan jeg møder nye mennesker. Men det tager vi en anden gang… måske…

 

Skriv en kommentar