Luk øjnene, når det gør ondt

En af de træningsformer jeg er rigtig rigtig vild med, er spinning. Det er benhårdt, får mig til at kamp svede, befrier mig for en anselig mængde fedt og kalorier, og det er benhårdt – nå, det har jeg sagt ja… Men det er fedt – super fedt – jo hårdere, jo bedre, ikke… Og når det gør allermest ondt, lukker jeg øjnene og fortsætter. Det lyder åndssvagt, men det hjælper, for så kan jeg gå helt ind i mig selv, derind hvor jeg kan passere smerten og syren, der brænder i musklerne, og bare køre videre.

Det er jo altså ikke noget jeg selv har fundet på, der er formentlig rigtig mange, der bruger det trick, når de skal overvinde sig selv og have det sidste ud af kroppen – og så er det noget min kloge træner siger, tit. Måske fordi træning med ham altid er så hårdt, at det er helt helt nødvendigt at lukke øjnene ind imellem. Det kan jo desværre bare ikke overføres på alle træningsformer. Jeg vil f.eks. fraråde lukkede øjne på en løbetur… Det kunne ellers have hjulpet mig første gang jeg var til udendørs løbetræning, på et hold min træner startede i april. Det var så hårdt, at der gik flere dage før ømheden i balder og lår, tog af, og det var så hårdt, at jeg kunne have kastet op undervejs, og to af deltagerne på holdet, gav op halvvejs gennem timen. Der ville det have været rart at kunne lukke øjnene og gå lidt ind i sig selv, men nok ikke så smart.

Men det virker på spinning cyklen, og i går fik jeg brug for at lukke øjnene flere gange undervejs, på et 3 timers spinning marathon, med min træner og en anden vildt sej spinninginstruktør – pyh, de kørte til! Den sidste halve time havde jeg det sådan i mine lår, at jeg ikke helt kunne afgøre om det brændte, eller om det var en sær form for følelsesløshed, der var ved at indtage mine muskler – den sidste halve time var ren overlevelse, ren vilje. Der var intet i min krop, der havde lyst til at fortsætte – men man giver ikke op, og slet ikke med en halv time tilbage. Så jeg lukkede øjnene, og jeg gætter på, at det her billede er taget i løbet af den sidste halve time…

 

Luk øjnene når det gør ondt - når det sidste skal ud!

 

Lad os med det samme slå fast, at jeg ikke er hverken smuk eller smart at se på, når jeg træner, og det gælder hele vejen rundt om løb, spinning, styrketræning og hvad jeg ellers kan finde på – jeg sveder, skærer ansigter, kniber øjnene sammen og bliver meget ofte knaldrød i ansigtet – ikke særlig smart at se på. Men lige dér er jeg faktisk ligeglad. Jeg kan ikke gå op i at se yndig eller super hot ud, når jeg kæmper med grænserne for min fysiske formåen – det er noget jeg har gjort op med, for lang tid siden.

Se selv…

Comments
One Response to “Luk øjnene, når det gør ondt”
Trackbacks
Check out what others are saying...
  1. […] af i god tid, så jeg ved hvordan min krop reagerer – og vi tænker over alternativer til ‘luk øjnene når det gør ondt’ for det skal nok blive nødvendigt at have noget at finde frem, når de andre ressourcer er brugt […]



Skriv en kommentar