Hvad må han ikke have tænkt..?!

Jeg skulle måske have drukket mere af det her, aftenen før...

Personlig træning med tømmermænd, så starter man virkelig på nul!

Lørdag morgen kl. 8 – eller ca. i hvert fald – vågner jeg med tømmermænd, den slags, der giver drageånde, ulden belægning fra tænderne og helt ned i halsen og en hovedpine tæt på migræne-niveau – nå ja, og så kvalmen, næsten det værste af det hele. En hvilken som helst anden lørdag ville det bare have været lige meget, men den her lørdag var det en katastrofe og selvbebrejdelserne stod i kø! Kl. 14 skulle jeg stå omklædt i træningstøj og se nogenlunde frisk ud, klar til min første time, med min personlige træner. Jeg havde altså 6 timer til at blive menneske OG få et overskud. Det kan man ikke, det kan jeg ligeså godt sige med det samme – ikke med mine tømmermænd.

Men af sted skulle jeg, og så måtte det gå som det kunne. Så jeg tumlede ned i kiosken efter en frossen pizza og en masse cola (som om det nogensinde har gjort noget som helst godt, for nogen!), og fik indtaget lidt af det, inden jeg gik omkuld igen, for at blive vækket af telefonen kl. 10, og fik en meget (morgen)frisk stemme i øret, der tilhørte føromtalte personlige træner, der da bare ville sige, at hvis jeg havde lyst at komme før kl. 14 var det helt i orden, for han var der alligevel. Havde jeg lyst til det? Mjaii… ikke rigtig vel… Men jeg fik – med nogenlunde menneskestemme – forklaret, at jeg lige havde nogle ting jeg skulle ordne her i formiddag, så jeg kunne nok ikke nå det før kl. 14, men jeg ville lige se på det (yeah right!), og det var fint, jeg kunne bare skrive når jeg var på vej (helt sikkert du!).

Jeg fik sovet lidt mere og spist lidt mere inden jeg skulle af sted, og til sidst stod jeg da også derinde, gennemblødt af god dansk forårsregn og stadig med virkelig dårlig ånde, trætte røde øjne og kvalme.”Er du frisk?” (Var jeg det? Næ…) ”Ja, sådan da… det er okay”, forsøgte jeg at smile, mens jeg holdt afstand nok til at han ikke kunne lugte det dyr, der i løbet af natten havde lagt sig til at dø nede i min hals. Vi gik ind på hans kontor, der var ca. 200 grader varmt og han spurgte lidt til min træningshistorie og hvad mine mål var osv. Jeg svarede lidt i øst og vest og håbede på, at han fik nogenlunde mening ud af mit sludder og vrøvl. Og så spurgte han hvornår jeg var stået op, hvornår jeg sidst havde spist og hvornår jeg sidst havde trænet. Øhmm… kl. 9 (løgn!), kl. 11 (måske, jeg kunne faktisk ikke helt huske hvornår den sidst bid pizza var gledet ned) og i går (faktisk rigtigt). Nå, men det var fint, for nu skulle vi have taget en måling på mig, som man helst skulle være fastende til… ahem… ja.

Måling? Ja da, af med sko og strømper (tak fordi min neglelak var intakt og jeg næsten lige havde fået ordnet fødder!) og op på noget, der mest af alt lignede en klodset badevægt, med nogle plader jeg skulle stå på. ”Hvor gammel er du?” – ”Øh, 35…” – ”Hvor høj er du?” – ”170 cm”. Han tastede mine tal ind og et øjeblik efter kom der en lille strimmel ud, der afslørede min vægt (!), min fedtprocent(!%&?/#¤), min BMI og noget med BMR, væske og kropsmasse…Aldrig i mit liv har jeg været ude for en mere angstprovokerende oplevelse end den time. Som om det ikke havde været slemt nok at stå og fortælle hvor gammel jeg var,og lade maskinen afsløre min lidt for høje vægt og alt for høje fedtprocent over for den her skide søde, top trænede, lækre, storsmilende UNGE fyr, så skulle vi nu i gang med at træne. Øh ja, Line – hvad havde du egentlig regnet med? Korrekt, hvad havde jeg egentlig regnet med?!

Så resten af timen gik med at holde afstand, lukke munden når han kom for tæt på, suge maven ind (det hjalp ikke en skid alligevel…) og koncentrere mig om ikke at kaste op på hans sko, når han stod foran mig og hjalp mig gennem en øvelse. Jeg må have haft en stresspuls på ca. 350 hele timen, men jeg havde det SÅ meget bedre, da vi sluttede – ingen kvalme, ingen hovedpine – og mærkbart bedre humør. Det var min første time one-on-one med Marc – og derfra er det kun gået fremad!