Når man overgår sine egne, OG sin træners forventninger

I går var det veje/måle-dag, hvilket kort fortalt betyder, at jeg møder fastende til timen med min personlige træner – fastende… man skulle tro det var et mindre kirurgisk indgreb, det er det nu ikke, vi skaber resultater UDEN brug af skalpel, fedtsuger eller andet, der kræver fuld narkose – nå, sidespring… Jeg møder altså fastende, og starter med at smide sko og strømper, og træder op på noget der mest af alt ligner en meget klodset badevægt, men som kan meget mere end at veje mig. Min træner taster min alder og min højde ind, og ud kommer en lille hvid strimmel papir, med nogle meget afslørende tal: min vægt (selvfølgelig), mit BMI, min fedtprocent, og andre spændende ting, som vi ikke rigtig koncentrerer os om (måske det kommer…).

Men det var altså det, der skete i går morges, og så var det som om både mine og min træners forventninger blev losset lige mellemgulvet, for i løbet af den sidste måned har jeg ikke alene tabt 3 kilo, jeg har også smidt 5 % fedt – det er RET MEGET på en måned! Det betyder, at siden første måling, d. 15. maj (i år, ja), har jeg tabt 13 kilo og 13 % fedt. Ikke alene rykker det ved alt hvad jeg havde troet ville (og kunne) ske, da jeg startede med personlig træning, det fik min træner til at sige, at han aldrig havde oplevet – eller hørt om – nogen, der havde rykket sig så meget, på så kort tid. Arh ved du hvad, der blev jeg sgu’ stolt! Og glad – behøver jeg sige det? Nok ikke…  “Og tallene, Line – de lyver ikke.” Det har han sagt før, og han sagde det igen i går – jeg kan så godt lide når han siger det, så bliver min fremgang så faktuel og så… hmm… bevist, så ‘sort-på-hvidt’ agtig. Det er jo det smukke ved den målbare indsats, det kan være instant gratification eller tørre tæsk – uanset hvad, kan du ikke rigtig lyve dig fra det. Så lyver du i hvert fald for dig selv, og hvem snyder du så mest? Jeg ved det godt, det er pisse irriterende, når folk siger sådan, men det er altså sådan det er.

Inden jeg gik, fik vi lige planlagt næste uges træning, og talt lidt mere om hvor vildt det var, så meget der var sket, på bare en måned, og yndlingstræneren var glad på mine vegne – og overrasket. Og når han først bliver overrasket over noget jeg har bedrevet, SÅ er det noget, for han siger jo ellers, at jeg kan alt – der burde vel ikke være noget der kunne overraske dér… men jo, åbenbart. Så jeg bilder mig ind, at han også var lidt imponeret, og det klapper jeg mig selv lidt på skulderen med. Han er så absolut et menneske jeg gerne vil imponere.

Men mest af alt, har jeg imponeret mig selv – og det er jeg slet ikke færdig med.