Han vil se resultater – fint med mig!

”Der er ikke ret mange jeg gider træne. Folk der tror de skal bæres rundt, eller piskes af sted, dem gider jeg ikke.” Så kontant var udmeldingen en af de første gange jeg trænede med Marc. ”Det er fedt med dig, du træner som en sindssyg, ved siden af vores timer, og så har du et mål med din træning.” Nå, pyha… Så fik jeg måske lov til at beholde min træner lidt endnu.

Ja, det gjorde jeg. Og jeg ville da ærligt talt også have være ret ked af at skulle undvære ham.

Nå, men konklusionen var jo så, at han nok ikke gad træne en tudeprinsesse, der pev når det gjorde ondt, og ikke kunne klare presset, når det ikke længere bare var sjovt – så langt så godt. Det var jo sådan set også den type træner jeg havde håbet han ville være, og som jeg havde forventet, efter at have været på et par af hans løbetimer. Så nu var det lidt op til mig at vise ham, at der ikke var noget piveri her, og at han kunne presse mig – HÅRDT – uden brok eller sure miner. Ind imellem tog det måske lidt overhånd, når jeg nægtede at give op over for en øvelse, der faktisk var for hård, men så var han der jo til at stoppe mig, inden min stædighed fik mig til at gøre noget rigtig dumt.

I lang tid var det mest den side jeg viste ham, men derfor havde vi det nu alligevel både sjovt og hyggeligt, når vi trænede, og efterhånden, som ugerne gik, voksede tilliden og trygheden, og med det begyndte jeg også at åbne mig mere – jeg er jo ikke så benhård, som jeg prøvede at være i starten. Meeen, det havde Marc nok også luret… Han ’fattede’ mig i hvert fald ret hurtigt, og har fra starten udfordret, opmuntret og presset mig på præcis den måde der skulle til, for at jeg kunne udvikle og rykke mig så markant som det har været tilfældet. ”Har været” skal nu ikke tages så bogstaveligt, for der bliver stadig ved med at ske ting, der forbløffer mig – Marc, han er vist ved at vænne sig til det…

Når folk spørger mig hvordan jeg ’valgte’ min træner, fortæller jeg dem om den første løbetime jeg var til, med Marc. Det meste af timen føltes det som om mine lunger var ved at blive flået i stykker, og det samme med mine ben for den sags skyld – og et par gange var jeg tæt på at kaste op. Nu kan jeg godt lide hård træning – også MEGET hård træning – men det her var voldsomt, for selvom jeg trænede meget, var jeg ikke i særlig god form, og min vægt….. Nå ja, sundt var det ved gud ikke – hverken vægt eller fedtprocent, skulle det vise sig! Men Marc kunne et eller andet, der fik mig til at fortsætte og bide det i mig, og det var dér jeg besluttede mig for, at det var ham jeg ville have til at træne mig, ikke nogen andre. For hvis han kunne få mig til at presse mig selv helt ud over kanten, OG vende tilbage efter mere, så var han måske præcis den træner jeg havde brug for.

Jeg kan bedst med voksne mænd, med maskuline stemmer og naturlig autoritet, og hvor tingene ikke er til diskussion – når vi taler træning altså, og det er jo det vi gør her. Sådan er Marc, og det fungerer godt for mig. Min beslutsomhed og min viljestyrke, og min umættelige trang til hele tiden at løfte overliggeren, fungerer til gengæld godt for Marc, så i den forstand kan man sige at vi er et godt match, og det er fuldstændig afgørende for at kunne skabe de resultater som vi gør. Og da vi begge to er drevet af resultater…. Tja…

Når alt det er sagt, ville det jo heller ikke fungere hvis han ikke var både sjov og kvik og skide sød – og hvis ikke kemien var i orden. Og hvis han ikke var charmerende, provokerende og til tider pisse irriterende, eller hvis jeg havde pevet, mukket og givet op, så havde han nok heller ikke været min træner ret længe – det er vi ret enige om.

… og ja, jeg synes stadig det er fedt, når han siger ting som ”smerte er glæde”, ”luk øjnene når det gør ondt” eller skruer bissen på og ’råber’ ”KOM NU!!”, når det gør allermest ondt og jeg har allermest lyst til at pande ham en.