Friløbet 2010 – ny PR på 10 km, hell yah!

Jeg gjorde det igen – forbedrede min personlige rekord (PR) på 10 km! Og den her gang er jeg muligvis mere stolt, mere tilfreds – mere ubehageligt selvfed omkring det, end nogensinde før. Hvorfor? Fordi!

Først tiden: 53:09 – Forbedring siden sidste PR (juni): 2:24 – Det er godt i sig selv. Det retfærdiggør ‘mere stolt’ og ‘mere tilfreds’.

Siden juni har jeg haft en skadeperiode (delvis overrevet ledbånd i højre ankel), der krævede ro, tålmodighed og omlægning af træning (thank God for personal training!), og som efterfølgende krævede rocker hårdt arbejde og fokus, fokus, fokus – hvis jeg ville tilbage, vel at mærke. Svaret på det, har du jo allerede fået.

Det betød også, at jeg måtte æde skuffelsen over ikke at slå min rekord i august, og over ikke at komme til start ved halvmaraton 12. september. Men det blev 26. september, og klokken blev 9:15 – og jeg var så klar.

Måske var jeg også lidt over-eager fra starten, for jeg fik ikke vejrtrækningen til at fungere, og jeg havde nok også en lidt høj stress puls og var lidt anspændt på de første par kilometer… Det bliver man straffet for! Jeg blev straffet ved 2 km, med krampe i højre side af de skrå mavemuskler – det er vist formuleret lidt klumset, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det: krampe, skrå mavemuskler, højre side; AVS! Faktisk så slemt, at jeg var nødt til at gå et par hundrede meter. TWICE! Afsted igen! Lige inden 7 km, smerte i højre ankel – ikke slemt, men det var den skadede ankel, så forsigtighed virkede som det kloge valg – irriterende, men klogt. Ned og gå igen, små hundrede meter. Twice – AGAIN!

Even so, de sidste 2,5 km – løb i godt tempo og uden smerter. Eller… uden ærgerlige smerter, for yes dammit, det gjorde nas under vejs, det gjorde nas til sidst, og udover Armin van Buuren’s ‘Mirage’, løbe jeg i mål med en stemme inde i hovedet, der sagde ‘smerte er glæde’ igen og igen og igen! Så alt i alt en tur præget af forskellige slags smerter, masser af luft og overskud, ‘gode ben’, og frustration – en blandet fornøjelse, men der er fandeme heller ikke nogen der har sagt, at det skal være cosy & cupcakes, det hele – og det er bare ikke hver gang, løbeglæden alene kan bære os frem til målet. Nogle resultater skal der kæmpes lidt mere for – det her var et af dem. Var det det værd? Du kender svaret.

Som sagt, ubehageligt selvfed – og lev endelig ikke i den vildfarelse, at jeg skammer mig over det, for det gør jeg ikke.

Today I’m a rockstar!