Marathon i snakke-tempo

Så er det vist ikke længere undsluppet nogens opmærksomhed, at jeg løb Cph Marathon i går – og at jeg kom helt igennem denne gang. Det var så vigtigt – at komme hele vejen ind over målstregen, i den rigtige retning. For 2 år siden, udgik jeg, skadet, skuffet og rasende, efter 23 km – i går gennemførte jeg, helt smasket, i en røv dårlig tid, og jeg kommer ikke til at gøre det igen. Men jeg fik masse oplevelser ud af de 4 timer 49 minutter og 33 sekunder det tog mig – man kan alligevel også nå en hel del, på små 5 timer.

Noget af det fede ved at løbe i et så adstadigt tempo, er jo at løberne omkring én, har overskud til at tale undervejs. Ikke at jeg selv talte så pokkers meget før ret sent på ruten (det vender jeg tilbage til!), men jeg sneg mig til at lytte lidt med, når dem omkring mig fik en sludder undervejs.

På de første kilometer var jeg lige bag et par nogen-og-50-årige (vil jeg tro..) jyske herrer, der havde godt fod på det med at se det positive i tingene. Det pissede ned! “Men så støver det da e’ så møj!” Og det kunne de blive så weldig enige om var en god ting. Ikke at snakketøjet gik i raketfart, de talte lige så roligt som de løb, men ud fra de få sætninger der kom fra dem, kunne jeg konkludere, at de var enige, og gode til at bekræfte hinanden i det fælles synspunkt; “Det er e’ så skidt, at det e’ er godt for no’e”. Jeg holdt mig i nærheden af dem lidt, for deres tempo var godt til mig, og de udstrålede ro og venlighed, og god energi.

Men efter små 9 km trak jeg fra de jyske herrer og 4:30 fartholderen, for det føltes som om mine ben gerne ville lidt hurtigere frem. Helt naturligt satte de selv tempoet op, og det føltes dejligt. Jeg var glad og ved godt mod. Løb lidt med her og der, når der var nogen der fangede min opmærksomhed – enten fordi de førte en interessant samtale med sidemanden, eller fordi de havde en dejlig udstråling. Det kan godt være det lyder lidt skørt, men nogen udsender bare bedre energi end andre, til sådan et løb, og når man løber alene, og kun har sig selv at støtte sig til, så går man med der hvor energien er god. Og så skete der lidt – man er i gang længe, og et eller andet skal tiden jo gå med, ud over at komme fremad, naturligvis.

Flere steder på ruten løb jeg i nærheden af en ung barfodsløber. Han havde den dejligste energi, og alle der spurgte ind til hans barfodsløb, svarede han venligt og forklarende, om hvorfor og hvordan osv. På et tidspunkt blev jeg så optaget af en samtale han førte med en fyr med et utrolig uklædeligt overskæg, at jeg vist kom til at løbe helt oppe i nakken af dem. Overskægget så sig i hvert fald undrende over skulderen, og jeg lod mig falde lidt tilbage.

Jeg løb rigtig godt indtil 18-19 km. Det strammede lidt i hoftebøjerne og ved knæene, og lårene var stive og kolde af regnen, men det gik godt! Så begyndte det at gøre lidt mere nas, og ved 21,1 begyndte det også at blive lidt synd for mig. Men der vidste jeg, at jeg var på vej op på Dybbølsbro, hvor Trine ville stå og heppe. Trine er en pige jeg træner, og hun synes jeg er mega sej, og tror jeg kan ALT – hendes forventninger vil jeg gerne leve op til, og det giver mig ekstra styrke at have det at løbe efter. Så jeg løb med hende i tankerne, da jeg pludselig hørte mit navn blive RÅBT, og så min kusine Lotte og hendes mand Carsten, stå og vinke og flagre med kæmpestore smil. Jeg havde først forventet at se dem mellem 30 og 31 km, så det var ligesom ekstra bonus at både de og Trine var på broen. Carsten tog det her billede af mig, som han kalder årets foto – og jeg ligner jo også en der har det største overskud. Tænk bare på hvad det kan gøre, at man bliver heppet frem og bakket op.

  Lotte og Carsten var i alt 4 steder på ruten, og de sidste 3 af de steder, var på det allerværste tidspunkt, så det betød alverden for mig at se dem hver gang. Andet sted de fangede mig, var lige før 29 km, og i mellemtiden var jeg braget lige ind i en mur. Jeg var ikke gået ned på væske eller energi, eller blevet for alvor træt, men fra hoften og ned til anklerne gjorde det så rocker-røv-ondt, at jeg næsten ikke troede jeg kunne bevæge mig, og hvert skridt var blevet en kamp i sig selv.

Muren kom mellem 23 og 24 km. Der havde det bygget sig så meget op i mine lår, knæ og ankler, at alt føltes stift og ubevægeligt, og gjorde så ondt at jeg greb til Iprenerne jeg havde med i bæltet. Og alt hvad jeg kunne tænke på, var at det bare var en krise, og at en krise kun varer 2-3 km, så får man det godt igen. Så ville pillerne nok også virke, og så ville solen begynde at skinne. SOM OM! Ved 25 km var jeg nede og gå første gang – ud af rigtig mange. Ved 28 km tænkte jeg, at nu var der da under 15 km hjem, så skulle det nok gå, og jeg var begyndt at ‘løbe fra depot til depot’ – bortset fra at jeg jo ikke løb hele tiden, men hvis jeg kunne se en ende på hvor mange depoter jeg skulle igennem, så skulle jeg nok klare det. Syret hvad man finder på, når man har ondt… Og syret at man gennem 19 km kan bilde sig selv ind, at den her krise går nok over om lidt. Der var bitte små glimt af ‘så er det ok igen’, men flygtige og umulige at fastholde længere end nogle få hundrede meter.

Men mellem 30 og 31 km stod Carina der pludselig – IGEN! Carina er min skide søde kollega, og selvom vi ikke kender hinanden super godt, så holdt hun alligevel ud i regnen (måske ikke kun for mig, men det at hun var der, kom til at gøre en KÆMPE forskel!). Hun stod ved Trianglen første og anden gang jeg løb forbi, og så ude på Østerbrogade, da det gjorde rigtig ondt og jeg gik med bøjet hoved og kæmpede med mig selv om at komme op i løb igen. Så hørte jeg mit navn blive råbt med Carinas glade og energiske stemme, og da jeg så op stod hun der i regnfrakke, og vinkede med begge arme og en flagrende paraply, og verdens største smil. “Er du her endnu?? Hvor er du vild!”, fik jeg sagt med lille og lidt skinger stemme. “DU er vild! Selvfølgelig er jeg her for dig!”, var svaret. Jeg røg hen og krammede hende, med en klump i halsen, der besværliggjorde min vejrtrækning de næste 50 meter, men det fik mig op i løb igen, at hun var der. “Jaaaaa Line, du kan godt!”, lød det fra en flok fremmede piger, der havde set mig gå, kramme Carina og komme op og løbe igen. Og lige efter, var Lotte og Carsten der igen, med high five og opmuntrende tilråb, der gav yderligere mod og styrke.

Kort efter blev jeg hentet af 4:40 fartballonen, og blev trukket lidt med der, men allerede ved 33 km måtte jeg slippe dem igen. På det tidspunkt var ‘der er under 10 km hjem, selvfølgelig kan du overskue dét!’, blevet det jeg fortalte mig selv, for hvert skridt. Skridt der på forunderlig vis blev ved med at komme – som om de levede deres eget liv. På et tidspunkt undrede jeg mig over hvordan mine ben blev ved med at bevæge sig. Det ved jeg nu – de bevægede sig fordi jeg sagde de skulle. Ved 34 km stod Lotte og Carsten der igen, og råbte til mig hvor sej jeg var, og “DU GØR DET LINE, DU KLARER DET!” “8 km!”, råbte jeg tilbage og knyttede hænderne, “jeg er hjemme om lidt”.

 Umiddelbart efter så jeg en fyr gå og hænge med hovedet. Det der kendte jeg godt, og nu havde jeg lige selv fået et boost, så han måtte få lidt af mit ‘overskud’. Jeg klappede ham på skulderen og sagde at han skulle komme med. Han smilede og takkede, men fortsatte med at gå. Jeg blev ved med at lunte ved siden af ham, ‘kom nu, du kan godt det her, vi er hjemme om lidt’. Ok, så løb han lidt med. Det var hans første marathon, og hans brystvorter var begyndt at bløde fordi limen i tapen var opløst af regnen. Jeg foreslog vaseline ved næste depot, og faldt lidt tilbage, da han smilende løb videre. Jeg samlede ham op flere gange på de sidste kilometer, og han endte med at komme i mål før mig.

Ved 36 km døde batteriet i mit gps ur, og derfra havde jeg ingen anelse om hvor hurtigt jeg løb, og på en måde var jeg ligeglad, for nu var jeg så tæt på. Ved 38 km havde jeg løbet/gået rigtig længe med en intens følelse af dobbeltsidet trælår, mine knæ og ankler var stive og gjorde ondt, kramperne i baglårene var taget til, og ved Gammeltorv/Nytorv stod der bare så mange fremmede mennesker og råbte mit navn og heppede på mig og fortalte mig at jeg snart var hjemme, og så faldt jeg i snak med en fyr jeg ikke kendte, der led lige så meget som mig. Vi fulgtes til mål. Vi løb sammen, gik sammen, holdt hinanden oppe, og krydsede målstregen med et “TAK for kampen og tillykke!”

Lige inden mål stod Michael, Niko og Nick, med de kæmpe største smil og brølede mit navn – jeg tror nok jeg løftede armene, men måske er det bare noget jeg forestiller mig. Jeg var helt rundt på gulvet over at være nået igennem, helt smasket i benene, og vildt glad for at se dem – og for at de så mig! Pludselig var det vigtigt, at nogen faktisk havde set mig krydse målstregen.

Det var der flere der havde – dem så jeg bare ikke. Men de fangede mig længere inde i målområdet, da jeg gik med plastik over mig, med telefon, vandflaske og müslibar i hænderne, og prøvede at balancere med yoghurt og teske. Lotte og Carsten, selvfølgelig! Hvor var det vigtigt de var der, da jeg kom ind – wauw. Og så Mathilde på telefonen – selvom jeg var så rundt på gulvet at jeg slet ikke kunne koncentrere mig om noget.

På min telefon lå sms’er fra familie, venner og Sabine som jeg træner – hun havde fulgt mig på app’en og set jeg var kommet i mål. Senere fandt jeg ud af, at det var der andre af mine medlemmer i fitness dk Gentofte, der også havde, og skulderklap og lykønskninger fra familie, venner, bekendte, kollegaer, nære og mindre nære i mit netværk, væltede ind på facebook og sms.

Da jeg kom hjem og fik åbnet den lille flaske bobler jeg havde klar i køleren, og sad i køkkenet med min roomie Sarah, var det nok stadig ikke helt trængt ind, at jeg lige havde løbet 42,195 km – og Sarah blev ved med at sige “Det er altså vildt så frisk du ser ud – du ligner ikke en der har løbet marathon” – men det havde jeg, og jeg er simpelthen så stolt, for det var en rigtig hård omgang, men jeg overvandt mig selv, og jeg fik skubbet til grænserne for min mentale styrke.

Inden starten gik, havde en af mine kolleger kommenteret på min check in: Keep your head up, keep your heart strong! Det blev utrolig relevant for mig, utallige gange gennem løbet, og jeg er glad for at jeg nåede at se hans kommentar inden vi kom afsted.

I ugen op til, havde jeg hver dag sendt en ‘Det er fedt at løbe marathon fordi…’ sms til min ven Thomas, for at få fokus rettet helt ind det rigtige sted. De grunde jeg sendte ham, skulle også vise sig at bære mig igennem, efterhånden som kilometrene forsvandt bag mig. Der kommer på et tidspunkt et indlæg specielt om dét, for det viste sig at være så effektivt for mit fokus og min motivation, at det fortjener sin egen forklaring – og lige nu er det her blevet så langt, at du nok ikke gider læse med mere alligevel.

Tak fordi du læste med – og tak fordi du følger interesseret med i mit liv. Hvis du bruger tid på at læse det her, så er du helt sikkert en af dem der var med til at få mig helt igennem i går, for så var dine høje positive forventninger til mig, en stor del af min drivkraft. Det takker jeg dig for, af hele mit hjerte – du har været med til noget vigtigt.