Crossfit er ikke for tudeprinsesser

Crossfit er en religion.

I mange år har jeg været træningsforvirret. Jeg hoppede på fitnesscenter bølgen, men synes ikke rigtig jeg kunne komme ned i centeret med mindre en veninde slæbte mig derned. Og når jeg så var dernede, blev det alligevel kun til lidt løbebånd og lidt trækken i nogle håndtag. I virkeligheden var det måske cykelturen ned til centeret der gav den bedste motion de dage jeg var nede og træne.

En veninde fortalte mig om Crossfit, og jeg synes det lød meget spændende. Og hårdt! Men fordi Crossfit Copenhagen tilbyder gratis introtimer, tænkte jeg at det kun ville være en time i helvede og så kunne jeg vende tilbage til mit eget liv, hvis det nu ikke var et hit. Og min venindes synlige forandringer på kroppen gjorde at jeg var nødt til at give det et forsøg. Hun var blevet strammet op, havde fået en helt anden kropsholdning og havde tabt sig ret meget. What’s not to like?

Efter introtimen var jeg fuldstændig solgt. Min krop havde ydet det absolut maksimale, jeg havde aldrig svedt så meget i mit liv, men jeg havde det fantastisk, og jeg havde været i helvede sammen med 15 andre intro-kaniner. Jeg gik straks ned og købte mig et medlemskab, og det er det bedste jeg har gjort for min krop i meget lang tid.

Det crossfit giver mig er meget mere end blot træning. Det siges at Crossfit er en religion, og jeg må erklære mig enig. Crossfit er fællesskab, man er altid maks. 15 personer på et hold, og man har altid en træner der holder øje med teknik, retter, giver gode råd, roser og motiverer. Man lærer meget hurtigt nye mennesker at kende og man er sammen om smerten, for ja, crossfit er smerte og udholdenhed. Man får ikke kun trænet sine muskler, man får også trænet sin hjerne til at sætte sig selv op til udfordringer. Derudover bliver jeg lækker og strammet op, jeg mærker for første gang i mit liv at have en virkelig stærk krop. Det er fantastisk at se de hurtige resultater og følge min egen udvikling.

Er Crossfit for alle?
Jeg troede, at Crossfit kun var for store muskelmænd der var lavet af beton, og ja, dem er der nogle stykker af dernede, men crossfit er også for den studerende, for sygeplejersken, for ham over 55, for hende der har 30 kilo for meget på sidebenene og for mig med en arbejdsdag på ca. 13 timer om dagen. Som selvstændig coach og foredragsholder har jeg brug for en træningsform der er fleksibel og effektiv, og hvor jeg får ydet maksimalt hver eneste gang, for jeg har ikke råd til at spilde tiden. Det er det Crossfit giver mig. Og så møder jeg en masse nye mennesker og får udvidet mit netværk konstant. I dag planlægger jeg min arbejdstid efter min crossfit, for den energi og det overskud jeg får ud af træningen, den kan jeg ikke undvære i min dagligdag.

Skriv en kommentar