F5 = opdater selvbillede, tak

Render du også rundt med et gammelt ‘skærmbillede’ – af dig selv, altså? Det gør jeg ind imellem… jeg glemmer at trykke F5 og få opdateret mit selvbillede, så nogle gange tror jeg, at når jeg vågner op igen næste morgen, er jeg 16 kilo tungere igen, og det hele var bare en dejlig drøm – et eventyr nogen fortalte, med mig i hovedrollen. Men eventyr er jo ikke virkelighed – eller er de? Mit er, tydeligvis! Jeg er virkelig blevet mindre – nej, ikke i højden! – og pænere, og mere muskuløs og spændstig. Faktisk hører jeg nu til den gruppe man kalder atletisk. Jeps! Atletisk – det er alligevel noget – for mig i hvert fald. Det var ved sidste vejning/måling inden jul, Marc sagde det – og det var også ham der brugte ordet eventyr, om alt det der er sket med mig. Han siger sgu’ så mange kloge ting, den mand… Da jeg for nylig viste ham en ’nyopdaget’ muskel, kunne han fortælle, at det hedder en atlet-lomme. Flippet… Den har jo nok været der før, men jeg har aldrig kunne se den – eller mærke den for den sags skyld, ikke engang med god vilje! Kan jeg så nu, og det er så syret, at jeg går og mærker på den flere gange om dagen…

Men tilbage til den dag lige før jul, for den var lidt speciel for mig. Den dag talte vi meget om mine mål. Hvad de var da vi startede, hvordan de har udviklet sig, og hvad de er nu, og om at det til tider er lidt svært for mig helt at følge med, oppe i hovedet. Det er ind imellem lidt svært at forstå, at det er mig det sker for, og den morgen var jeg lidt følsom omkring det hele, det tror jeg godt Marc kunne fornemme, han var i hvert fald opmærksom på mig, på en lidt anden måde end han plejer at være. Lidt mere omsorgsfuld måske… det er vist det nærmeste jeg kommer det.

Nu lærte han jo ret hurtigt at læse mig, da vi begyndte med den personlige træning i maj, og efterhånden kender han mig ret godt – det giver mig en kæmpe tryghed og betyder blandt andet, at jeg ikke længere er så bange for at åbne mig og vise ham mine bløde (og til tider sårbare) sider, og det er helt sikkert med til at give mig mod til at kaste mig over nye, og for mig nærmest halsbrækkende, udfordringer. Hvis Marc siger jeg kan, så passer det nok (han plejer at få ret!) – og han siger jeg kan alt, så det kan jeg så. Jeg har fået en indre styrke og en tro på mig selv, som jeg ikke har haft før. Så nu tør jeg sætte mig mål, jeg aldrig tidligere havde fantaseret om.

Jeg har aldrig været en der sneg mig langs panelerne og underkendte mig selv og mine evner i den ene eller den anden retning, men mine grænser har rykket sig markant, i løbet af de sidste 8 måneder. Og jeg er slet ikke færdig! For nej for pokker, jeg skal ikke tabe mig mere, men der er andre mål: der er stadig det marathon, der startede det hele, og i begyndelsen var noget jeg bare skulle gennemføre uden skader, og nu er et løb jeg skal klare på 3 timer og 30 minutter. Og nu hvor jeg kan se, at intet er umuligt når jeg vil det nok, kan jeg sætte nye mål der handler om styrke og en mere smidig og atletisk krop – og jeg kan se både Marc og mig selv i øjnene og sige, at i 2012 gælder det Copenhagen Challenge – ja, det er en ironman. Det kan man ikke, hvis man ikke tror på sig selv og sit potentiale, og nægter at acceptere ‘umuligt’ som en præmis. Sådan er det for mig. Nu.

Jeg glemmer det bare ind imellem, og når jeg trænger til at ‘blive opdateret’, er Marc den bedste at tale med. Min familie og mine venner – og nære og fjerne bekendte, kollegaer, helt fremmede og Gud-og-hvermand – kan allesammen få mig til at føle mig smuk og skøn og hardcore, og minde mig om det jeg har opnået, men ingen af dem har været så tæt på mig i processen, som Marc – og ingen af dem forstår det på den samme måde som han gør. Jeg kan sige ting til ham, som jeg ikke siger til andre – som det ikke giver nogen mening at sige til andre. Derfor er han speciel, og derfor betyder det mere end han selv tror, når han siger: “Du skal ikke tabe dig mere nu Line, du er smuk som du er.”