Hrmm… når du siger det på den måde…

“Tror du ikke snart jeg kan begynde på spinning igen – bare lidt?”…. “Joh, det kan du da godt. Det er jo bare et spørgsmål om hvor meget du vil forlænge din skadeperiode”. Point taken! Jeg havde vrikket om på min fod et par uger tidligere og havde først holdt en uges total træningspause, og derefter startet forsigtigt ud med armcykel og styrketræning af overkroppen.

Allerede mens jeg lå der på gulvet, med en ankel der så ud som om nogen havde klemt et æg ind under huden, talte vi lidt om, at man jo godt kan træne overkrop, selvom den ene fod er skadet. ”Ja, men det bliver ikke i dag!”, sagde Marc i et meget bestemt tonefald, og trak lidt på smilebåndet af mit utilfredse ansigtsudtryk. ”Du skal nok komme i gang igen, men ikke i dag. Jeg tror det vil være en god idé, hvis du tager på skadestuen – hvis du vil, skal jeg nok køre dig derud”. Så sådan blev det, skadestue, krykker og hjem med ispose og foden oppe – og et delvis overrevet ledbånd i anklen.

Nu er jeg måske ikke netop verdens mest tålmodige menneske og jeg var fuld af frustrationer over ikke at være i stand til bare at knokle løs – især efter jeg havde smidt krykkerne og jeg faktisk gik okay på foden, der næsten heller ikke var hævet længere. Jeg ville i gang igen, med spinning og med løb. Men Marc fastholdt, at det var for tidligt, og at det kun ville gøre skadeperioden længere og opstarten sværere, hvis jeg allerede begyndte at cykle og træne ben – og løb var helt udelukket, i hvert fald et stykke tid endnu. I starten havde jeg været grædefærdig ved udsigten til træningspause, og jeg var ikke nem at omgås i de første par uger. Men det viste sig jo, at jeg gjorde klogt i at lytte til ham!

Marc er generelt god til at stoppe mig når jeg er ved at gøre noget tumpet. Som at lægge for hårdt ud efter en skade, eller at løbetræne i is, sjap og smat. Det sidste er der mange der er meget uenige i, men jeg synes Marc har en pointe, når han siger at risikoen for at falde, eller på anden måde skade mig selv, reelt er større når underlaget er usikkert – især fordi mine knæ og ankler ikke hører til de mest stabile. “Du kan da godt løbe ude i det her vejr, Line – men hvad så hvis du falder og virkelig slår dig, og måske kommer til at holde pause i en måned? Så kan du vinke dit marathon farvel – er du sikker på det er det du vil?” Nånej, når du siger det på den måde…
Til skade kan man jo altid komme, men ligefrem at opsøge problemerne, når der er alternativer, er der måske ikke nogen grund til. Og nu har jeg jo sådan set også haft lidt med knæet og lysken (bare en smule overbelastning), og så er løbebåndets mere sikre underlag nok det bedste valg, så længe vinteren er… som den nu er…

Når jeg så alligevel handler mod bedre vidende, og gør noget åndssvagt, så bliver han sur – og det er også okay, for så spilder jeg både hans og min egen tid. Som den gang jeg, i ren og skær træningsbegejstring, havde styrketrænet dagen før jeg skulle træne med Marc. Resultatet af dét var, at jeg faktisk ikke havde kræfter til ret meget af det vi skulle træne, og jeg blev mere og mere frustreret. Til sidst stoppede han mig og spurgte hvad det egentlig var jeg havde lavet dagen før. Da jeg havde fortalt hvad jeg havde trænet, satte han sig ned ved siden af mig og så ned i gulvet. Med tilkæmpet ro spurgte han mig hvorfor jeg havde styrketrænet dagen før, når jeg nu vidste, at vi skulle træne den her dag. “Jeg mener det, jeg vil faktisk gerne vide hvorfor”, og selvom han ikke så på mig, var jeg ikke i tvivl om at han var sur. Jeg blev helt febrilsk og begyndte, med lille stemme, at stamme mig igennem en forklaring om at jeg havde haft så meget energi, og endelig havde fået lyst til at styrketræne alene, så jeg havde bare kørt på… og noget med noget tid i overskud… og at jeg vist ikke havde tænkt mig om…. Åhh.. jeg var meget lille den dag – og efterfølgende nærmest neurotisk opmærksom på at få planlagt min træning rigtigt, så jeg faktisk får noget ud af den tid jeg bruger på at træne, for det var jo det der var hans pointe.
Han har mange gode pointer, Marc. Han siger mange kloge ting. Og nogen af dem formulerer han på en lidt… ehmm.. ‘speciel’ måde – men jeg er faktisk aldrig i tvivl om hvad han mener – eller at han siger det fordi han vil mig det bedste.