Tvivlen
Siden jeg begyndte at træne med Anders, og vi lagde de første planer, er der sket så meget. Jeg var fuldt og fast besluttet på, at denne gang skulle jeg blive maratonløber. Og jeg kastede mig over træningen. Levede med de meget beherskede fremskridt, kom tilbage efter utallige frustationer over småskader. Havde længere perioder uden træningspas med Anders, men på intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at 2013 skulle blive mit maraton år. Ikke før i sidste uge.
Hvorfor nu det? Hvorfor så tæt på? Ja, hvorfor…? Siden vi begyndte træningen, Anders og mig, er der kommet flere løb i kalenderen; sjovere løb. HVAD? Ja, det siger jeg – sjovere! For helt ærligt, ligefrem ‘sjov’ kan vi vel ikke kalde en 42 km lang løbetur. Men det er hvad jeg vil kalde Urban Evolutionrace og Nordic Race. Kortere løb, med hårde og interessante (og beskidte!) udfordringer undervejs. Kort og hårdt – og ikke så lidt vildbasse-agtigt. Meget mere i tråd med den type træning jeg har forelsket mig i, det seneste års tid.
For nogle uger siden opdagede jeg, at al mit fokus var på Evolutionrace og Nordic Race, og at det før så attraktive og vigtige maraton, nærmest var blevet et bump på vejen, der bare skulle overstås, så jeg kunne komme hen til det virkelig sjove – og den stemning gik jeg så og byggede lidt op, til jeg til sidst var i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet skulle løbe det maraton. Jeg havde mistet interessen for det. Jeg kedede mig bare ved at løbe 7 km, og begyndte at samle på undskyldninger for at droppe det – jeg gad faktisk ikke.
Jeg nævnte det for Anders, og for Thomas (min gode ven, som skal hjælpe mig med træningen i slutningen af april, når Anders tager på en velfortjent ferie). Thomas har, ligesom Anders, selv løbet flere maratons, han har lavet Ironman, Hellrun, Evolutionrace (jungle og urban), og en hel masse andet – og så er han coach. Man skal passe på hvad man siger til ham, om at give op. Et par timers sms’en frem og tilbage, og jeg var igen på vej hen mod motivationen. “Line, nu er du i det, du er tilmeldt og du har det der skal til. U just gotta do it! Du må gerne hade de lange ture, du må bare ikke droppe det. Det bliver en fantastisk oplevelse, og en succes!”
Ja Line, kom nu over det, nu er du i det – jeg kunne godt se det. Det var ikke selve løbet jeg ikke gad – det er helt anderledes, når man har startnummer på maven, tusindvis af andre løbere omkring sig, hujende og heppende mennesker langs hele ruten, og en stemning der koger. Alt det gider jeg jo godt. Det er resten af vejen herfra og derhen, jeg ikke rigtig gider. Det må jeg bare komme over.
Så jeg besluttede mig for at gøre det – fortsætte. Og en lille del af mig kan ikke rigtig lade være med at føle, at det aldrig rigtig var op til mig. Hverken Anders eller Thomas var i tvivl – og det var aldrig rigtig til diskussion.
Full Speed Ahead 