Knubs, sved og tårer – næsten da…

Posted by bornemannfsa on 18. april 2013 · 2 kommentarer 

Knubs – tjek! Sved – tjek! Tårer – tæt på, meget tæt på! Et par succes’er, et par overraskelser og en hulens bunke hjemmearbejde! Det var hvad jeg gik hjem fra træning med i dag – i grove træk. Lad mig forklare.

Min gode ven Thomas, havde taget mig med ud på halvanden times – skal vi kalde det oplevelses-træning. Vi kan også kalde det reality-functional training, for i relation til de løb jeg har i juni, bliver det næppe mere funktionelt end det vi lavede i dag. Måske sidder Thomas og smiler nu, og tænker “du skulle bare vide, Line!” – men for mig kom der pludselig en ny form for virkelighed ind i min træning og mine planer. Og det var vist meget godt. Jeg fik et par overraskelser, der rystede mig lidt, og jeg er dælme glad for jeg fik dem i dag, og ikke på race-day! Det vender vi tilbage til.

Vi startede på Carlsberg, hvor Urban Evolutionrace afvikles 1. juni (kom ud og kig – og hep! – det bliver super fedt). Vi fik kigget på to af løbets udfordringer: Rail agility og Traversering. Agility banen stiller krav til behændighed og styrke, og det var sjovt og lidt svært, og satte i høj grad min tålmodighed på prøve, for der var gelændere jeg kæmpede for at komme over, og nåede at hidse mig så meget op over, at jeg helt mistede koncentrationen (en del af hjemmearbejdet!). Jeg nåede også at kaste mig så klodset over et sted, at jeg faldt helt skævt og tungt og slog mig lidt – dagens første, men ikke sidste, knubs. “Ja, der er også konsekvenser ved at miste fokus”, var den korte kommentar fra Thomas, efter han havde sikret sig at jeg var okay. Og normalt er konsekvenserne for mig, når jeg mister overblikket til træning, at jeg ikke kan gennemføre en øvelse – ikke at jeg slår mig. Så jeg sagde bare ja, og fulgte efter hen imod næste opgave. Det tog os under 3 minutter at komme hen til muren (traversering), og jeg nåede at sige ‘ja’ et utal af gange, mens Thomas venligt og roligt talte til mig, om fokus, ro og en positiv indre dialog – og mit mindset – for jeg kunne ikke komme i tanker om at sige andet. ‘Hvad skete der? Hvad gik den der indre kamp ud på?’ det vidste jeg sgu egentlig ikke, jeg var bare frustreret. ‘Kæmper du stadig med det?’ ‘JA!’ (igen bare ja!) Det er lidt flovt at sige det, men jeg kunne ikke sige andet end ja, for jeg var faktisk så frustreret over at jeg var kommet så dårligt igennem sidste del af banen, at jeg havde en klump i halsen.

Men da vi kom til traverseringen – og Thomas havde parkeret mine startvanskeligheder med at komme op (!), ved at finde en stige – fik jeg dagens første succes. Det var slet ikke i nærheden af at være så svært som jeg havde frygtet. Det VAR svært, og hårdt. Men ikke uoverkommeligt, og jeg ved helt sikkert, at med øvelse og noget specifik statisk træning, skal det nok gå.

Derfra videre ud på en militær forhindringsbane – og lige frontalt ind i flere frustrationer, overraskelser, knubs – og lidt succes, lidt… En af de ubehagelige overraskelser jeg fik – først på Carlsberg, og i endnu højere grad på forhindringsbanen – var at jeg har det stramt med højder. Det har jeg aldrig oplevet før – men så igen, jeg har heller aldrig prøvet noget af det vi gjorde i dag, så måske har problemet altid været der, men er bare ikke blevet udfordret. En anden ting, der kom bag på mig, var min balance, som jeg troede var bedre – det var jo irriterende, men måske den mindste af de frustrationer jeg oplevede i dag – for det er dog trods alt noget jeg arbejder med stort set hver dag, så det skruer jeg bare lidt op for, så skal det nok komme. Jeg mangler en del på styrken – det var egentlig ikke nogen stor overraskelse, det var bare frustrerende, fordi det var en ret effektiv showstopper visse steder.

De fleste af de forhindringer vi nåede at se på, kom jeg sådan nogenlunde igennem, men der var steder hvor jeg måtte give op, fordi jeg blev bange. Det var ikke sjovt, og det var så uforudset, så jeg havde virkelig svært ved at håndtere det. Da jeg var i svømmehallen med Martin for nylig, var det med det specifikke formål at arbejde med min frygt for vand, og vinde over den. Jeg var forberedt på frygten, og på ubehaget. Og jeg vandt! I dag tabte jeg – flere gange. Det lyder måske lidt overskruet og hys, men den følelse jeg stod med – og som stadig sidder lidt i kroppen på mig – var en uventet frygt, som jeg lige nu og her skulle vælge om jeg ville udfordre, eller vige tilbage fra. Behøver jeg sige, at det var her tårene pressede på? Jeg følte mig hverken særlig stærk, sej eller overskudsagtig, jeg var bare lille og bange, og hvis Thomas ikke havde været der, var jeg gået hjem længe inden planlagt, og med en følelse af fiasko. Og så havde der været langt op igen. Det er der ikke nu, og vi skal afsted igen i næste uge. Nu ved jeg hvad jeg er bange for, og jeg ved hvor vigtigt det er, at bevare roen alligevel.

Jeg er bange for at falde og slå mig. Det troede jeg ikke jeg var, men det er jeg så åbenbart. Jeg faldt, og jeg slog mig, og jeg har pænt mange blå mærker, og er øm på en lidt forslået måde, men underligt nok, har jeg det helt fint med det, og det var heller ikke dér jeg var tæt på at tude – måske fordi der jo faktisk ikke skete andet ved det. De blå mærker og ømheden forsvinder jo igen, og jeg kom ikke slemt til skade – så måske det ikke er noget jeg behøver give så meget energi næste gang. Det er okay at være bange for at falde og slå sig, siger Thomas – ‘det er det der gør at du passer på dig selv’. Rigtigt, men der må findes en balance, den vil jeg lede lidt efter.

En anden ting jeg skal finde, er et mantra – en positiv sætning jeg kan have i hovedet, til at styre min indre dialog, så den bliver støttende og ikke begrænsende. Og så skal jeg ud af det mindset jeg har nu, som får mig til at reagere aggressivt, frustreret og hidsigt, når der er en fysisk udfordring jeg  mener jeg burde kunne klare, men ikke kan. I visse situationer fungerer lidt aggressivitet fint, og jeg kan komme et godt stykke med det, men alt for ofte ender det med at jeg hidser mig selv så meget op, at jeg ‘fryser’, mister overblikket og ikke kommer i mål. Det mindset skal erstattes af en positiv overbevisning om at jeg kan klare opgaven, hvis jeg bevarer roen og koncentrerer mig om hvad det er jeg skal, i stedet for bare at mosle derudaf. I det nye mindset er selvtillid, optimisme, fokus, overblik, troen på succes, og nysgerrigheden som i første omgang var med til at føre mig frem til beslutningen om at deltage i de her løb. Så nu skal jeg finde måder at indarbejde det nye mindset. Det er jo kun mig der kan det.

Lige nu arbejder jeg ud fra den teori, at hvis jeg får mindsettet på plads, så får jeg 70% ekstra – det vil jeg satme gerne ha’! Der er nogle fysiske ting jeg skal arbejde mere med – meget mere – men jeg skal til at give mentaltræningen langt mere opmærksomhed. For så kan jeg nemlig godt. Det er jo ikke fordi det er svært, vi ikke tør – det er fordi vi ikke tør, det er svært.

Det kom mest til at handle om de ting, der gjorde nas og var svære – og der hvor jeg tabte – i dag. Men skal vi ikke lige slutte dagen med et klip fra noget af det, der faktisk lykkedes over min egen forventning. Det er i hvert fald det sidste jeg vil tænke på, inden jeg lægger mig til at sove.

Gemt i The tough stuff