2012 Fall Project – 33-33-33

Da jeg i foråret tog Ernærings- og Livsstilsvejleder uddannelsen, blev jeg kaldt ‘det levende laboratorium’, fordi min store interesse for hvordan forskellige måder at tilrette kosten påvirker krop og sjæl, på daværende tidspunkt havde kastet mig ud i et bulking/cutting projekt (se artiklerne under ‘Not easy but worth it’).

Nu er vi der så igen – med nyt projekt. Igen for at måle og mærke mig frem, efter et sæt retningslinjer, der denne gang er ret simple, og burde være ganske lette at følge.

De næste 8 uger vil jeg tilstræbe en fordeling af det daglige kalorieindtag således:

kulhydrater 25-30% – fedt 30-40% og resten på proteiner. Altså ikke helt 33-33-33 som overskriften antyder, men nogle dage vil det komme ganske tæt på.

Nu skal jeg jo ikke til at vælte mig i tandsmør, bacon, og peanutbutter, og ikke røre en pastaskrue eller et æble i 8 uger – der bliver tale om fedtkilder som fed fisk, avocado, nødder og vegetabilske olier, og kulhydraterne vil jeg få fra grønt, frugt, gryn, kartofler, rugbrød og fuldkornspasta. Jeg vil nyde hver en bøf og hver en lækker laksesalat, jeg vil spise lam, kalkun, and og svin – og ged, hvis det skal være – og masser af æg, i alle afskygninger, når proteinerne skal sættes til livs. Og naturligvis vil jeg fortsætte med min elskede mælk og yoghurt. Der vil endog være plads til et stykke chokolade og et glas vin, i ny og næ. Jojo! Hvad der derimod IKKE vil være plads til, er en helt masse forbud, afsavn og et kæmpestort kalorieunderskud. Energibalancen vil være en smule negativ, men også kun en smule – der skal være energi til både undervisning og min egen træning. Nogle dage vil træningen være meget hård, nogle dage lettere. Træningsmængden vil være høj, og godt planlagt, i forhold til restitution og kost.

En spændende periode. Ikke en rejse (!!), et 8 ugers projekt, hvor jeg løbende vil veje og måle, og evaluere på hvordan det føles i kroppen, når energifordelingen er – som den nu er i den periode.

Skriv en kommentar