Aldrig aldrig uden min morgenmad

Mine dage uden morgenmad er forlængst forbi – og jeg går ikke tilbage. Det fungerer ganske enkelt ikke for mig, ikke at spise morgenmad. En gang var det helt anderledes – men den gang fik jeg heller ikke de ønskede resultater af træningen, jeg havde flere ‘crashes’ i løbet af dagen, fordi det ligesom var gået galt fra starten, og jeg derfor tyede til for meget kaffe og for mange af de hurtige kulhydrater, for at ‘holde dampen oppe’ – på jobbet, og bare i det hele taget – så jeg kørte op og ned, eller mit blodsukker gjorde, jeg gik glip af en masse kvalitets-nattesøvn, var lidt mindre overskudsagtig end jeg gerne ville være…. Anyway, det var en rigtig dårlig deal at springe morgenmaden over!

Så jeg begyndte at finde alle mulige måder at få bare lidt, og efterhånden mere, til at starte dagen på – inspireret og hjulpet (og med armen vredet om på ryggen) af min træner, Marc – alternativernes mand. I’m serious – han har bare et godt alternativ til alt skidt, når vi taler kost og træning! Til at starte med, var det primært smoothies på 1000 måder – og det kan man jo blive ved med at variere, så det gør jeg. Efterhånden kom de hjemmebagte – og hjemmedigtede – boller ind i billedet, igen i så mange variationer at der burde ligge et helt afsnit bare om boller, under Line’s Bakery, men det kan være det kommer… På et tidspunkt dukkede begrebet ‘morgengrød’ op i rækken af ting der blev eksperimenteret med, hjemme i mit lillebitte køkken – det er ikke blevet til ‘grød på 1000 måder’ endnu, men…

De dage hvor jeg har rigtig god tid til min morgenmad, bygger jeg den selvfølgelig sammen af flere elementer, og bruger lang tid og flere kopper kaffe eller the, på at hyggespise og nyde en langsom start på dagen.

Men uanset om det er en hurtig løsning, der kan spises ‘på vej til…’, eller den langsomme variant, hvor det hele anrettes pænt og nydes med blød jazz og levende lys – hvorvidt jeg spiser morgenmad eller ej, er ikke til forhandling.

Skriv en kommentar